Maria Rytter

Maria Rytter
14 aug
2016

Forord af Maria Rytter

Indtil Forsorgsmuseet i Svendborg i 2002 åbnede sin udstilling ”Du skal ikke tænke på din far og mor”, var børnehjemshistorie ukendt land for de fleste – både hvad angik børnenes og institutionernes historie. Med udstillingen fulgte  en veritabel storm af beretninger om overgreb foretaget på børnehjem i det tyvende århundrede, hvilket medførte, at Socialministeriet i 2010 iværksatte landets første undersøgelse af klager over overgreb på børnehjemsbørn i  perioden 1945-1976, nemlig Godhavns- undersøgelsen. I denne undersøgelse blotlagde historikerne, at staten ikke havde ført det lovpligtige tilsyn med landets børnehjem og at det havde betydet utallige overgreb og afstraffelser,  som alle var ulovlige på det tidspunkt, de blev udført.

Den danske undersøgelse er i virkeligheden en del af en verdensomspændende tendens. Officielle undersøgelser i Sverige, Norge, England og Irland har ført til påvisning af overgreb i et uhørt og chokerende omfang. Andre  undersøgelser pågår lige nu i Europa og resten af verden. F. eks. har op mod 100.000 børn af fattige engelske forældre været ofre for tvangsforflytning til bl.a. Canada og Australien, hvor de blev mishandlet på børnehjem og i  plejefamilier. Hundredtusinder af indianerbørn i Canada og børn af aboriginals i Australien blev i samme periode tvangsforflyttet og tvangsopdraget på børnehjem og internater med lidelser og død til følge.

Mange tidligere børnehjemsbørn har pålagt sig selv livslang tavshed, for at beskytte sig selv mod barndommens sorg, skam og isolation.

Frede Farmand har brudt dette tabu ved at skrive en bog om sin opvækst i hænderne på kristne børneopdragere i Danmark. Tidligere børnehjemsbørn bærer på en fortælling, som berører hjertet og jeg har som historiker lyttet til  mange. Frede Farmands beretning har rørt mit hjerte, samtidigt med, at den indeholder ting, som aldrig er blevet fortalt før.