Oskar Plougmand

14 aug
2016

 

Anmeldelse af

”Barn nr. 33 – et barnerequiem”

af Oskar Plougmand.

 

“Barn nr. 33” fortæller om nogle væsentlige forhold i “anbragte” børns liv. Den viser, hvor afgørende det er at kunne komme til orde, at blive set og spurgt og at kunne komme ud med den smerte og sorg, der er blevet oplevet og  ophobet gennem barndommen og ofte også videre op gennem årene.

Kun ganske få har som Frede Farmand kunnet overleve datidens institutionsophold med tilstrækkelige ressourcer til at give lyd fra sig, ikke blot på egne, men også på utallige andre børns og voksnes vegne.

Bogen angriber skånselsløst og fuldt berettiget de personer, der havde det overordnede ansvar og tilsyn med børnenes trivsel. Deres interesse for børnenes ve og vel var ofte helt overfladisk, egoistisk og selvpromoverende. Alt for  mange uhyrligheder gik igennem alt for mange år i svang også under dække af religiøse og politiske floskler.

For at kunne overleve – så meget de nu formåede det – udviklede børnene ofte deres personlige strategier for overlevelse. Frede Farmands strategi var gennem de barske år tilflugten ind i musikkens verden. Dette har så heldigvis resulteret i, at vi nu har fået en stærk fortælling, kunstnerisk indrammet i meget talende musik.

For undertegnede går tekst og musik i bogen sammen i et smertefuldt, nødvendigt og berettiget harmfuldt budskab. Bogen fortjener en stor læserkreds og en central placering i litteraturen omhandlende dansk børneforsorgs historie.

Godt gået, Farmand!

Tidl. inspektør, pæd.psyk. og konsulent i Socialministeriet

Oskar Plougmand.