Introitus 03 Side 051 Sct. Johanne. Frede Farmand

Introitus  03   Side 051   Sct. Johanne.   Frede Farmand
20 aug
2016

Sct. Johanne

Strikkepindene lå i skabet.
Sort, stærk kaffe.
Kande efter kande.

Øl og stærk sprut.
Hoppe. Hoppe. Hoppe.
Hver dag.

Tobaksrøgen hvilede som
en blå dis i stuen.
Far røg dagligt 80 cigaretter.
Mor 40.

Mormor var fortvivlet.
Strikkepindene rakte ikke.
Fosteret blev til et barn.

Lillesøster havde gulsot.
Hun skulle bortadopteres!
Kerteminde spædbørnshjem.
Så på Odense sygehus.
Året efter blev Sct. Johanne anbragt på Brejning.
Fra statsanstalter til bofællesskaber.
Det evige nu fulgte Lillesøster.

To pølser.

ølse.

To brød.

brø.

Remoulade.

molade.

Kaaffe?

Ikke nu. Først pølser.

to brø?

Når Bent kommer hjem
får du kaffe.

hjem?

Hanne – mor? Ikke?
Hanne har Mette og alle på afdelingen.

delingen.

Kan du sige Frede?

rede?

Frede. Frede. Frede.

ølse,
to brø!

Chokolade?

okolade.

Kikkertsyn og klarsyn.
Lillesøsters to fingre flyttede karameller og marcipan.
Chokoladen blev taget med fingerspidserne.
Papir og pynt skrællet.
Chokoladen forsvandt i et bredt smil.
Lillesøster var omsluttet af nuet.

ola?

Vil du have cola?

ola, ola, ola!

Nr. 33 så ind i Sct. Johannes øjne.
Hænderne var bløde.
I et splitsekund var de forenet.
Dybt inde i sindets mørke
var Sct. Johanne fanget i nuet.

Sct. Johanne!

Lillesøster satte i et hyl og græd utrøsteligt.
Nr. 33’s krop brændte af smerte.
De to søskende havde taget ophold i nuet.
Nr. 33 havde fået sin Lillesøster.

Der var gået 65 år.
Lillesøster blev født tre år efter nr. 33.