Kapitel 20 Side Den yndigste Rose er funden. Frede Farmand

Kapitel   20   Side   Den yndigste Rose er funden.  Frede Farmand
20 aug
2016


DEn yndigste Rose er funden
Blant stiveste Torne oprunden,
Vor JEsus den deyligste Pode
Blant syndige Mennisker grode.

Alt siden vi tabte dend Ære,
GUds Billedes Frugter at bære,
Var Verden forvildet og øde,
Vi alle i Synden bortdøde.

Som Tidsler ey mere kand due,
End kastes i brændende Lue,
Saa tiente ey Verden til andet,
End vorde ved Ilden forbandet.

Da lod GUD en Rose opskyde,
Og Sæden omsider frembryde,
At rense og gandske forsøde
Vor Vextes fordervede Grøde.

Saa blomstrer GUds Kirke med Ære,
Og yndige Frugter kand bære,
Thi JEsus dends Grøde opliver,
Og Vædske i Vexterne giver.

Ald Verden nu burde sig fryde,
Med Psalmer mangfoldig udbryde,
Men mange har aldrig fornommen,
At Rosen i Verden er kommen.

Forhærdede Tidsel-Gemøtter,
Saa stive, som Torne og Støtter,
Hvi holde I Eder saa rancke
I Stoltheds fordervede Tancke.

Ach søger de nædrige Steder,
I Støvet for Frælseren græder,
Saa faa I vor JEsum i Tale,
Thi Roserne voxer i Dale.

Nu, JEsu, Du stetze skal være
Min Smykke, min Rose og Ære,
Du gandske mit Hierte betager,
Din Sødhed jeg finder og smager.

Min Rose mig smykker og pryder,
Min Rose mig glæder og fryder;
De giftige Lyster Hand døder,
Og Kaarset saa liflig forsøder.

Lad Verden mig alting betage,
Lad Tornene rive og nage,
Lad Hiertet kun daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste.

Højs 2,1-2  Hans Adolph Brorson 1732

(20. juni 1694 – 3. Juni 1764)