Kapitel 24 Side 386 Den signede Dag med Fryd vi seer. Frede Farmand

Kapitel  24     Side   386     Den signede Dag med Fryd vi seer.   Frede Farmand
20 aug
2016


Den signede Den signede Dag med Fryd vi seer.

Den signede Dag med Fryd vi seer, 
Af Havet til os opkomme;
Den lyse paa Himlen, meer og meer,
Os alle til Lyst og Fromme!
Det kiendes paa os, som Lysets Børn,
At Natten hun er nu omme!

Den signede Stund, den Midnats-Tid, 
Vor Herre han lod sig føde,
Da klarede det op i Øster-Lid,
Til deiligste Morgen-Røde;
Da Lyset oprandt, som Jordens Bold
Skal lysne udi og gløde!

Om levende blev hvert Træ i Skov, 
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ei Guds Naades Lov 
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig nu skinner Livets Lys,
For Gamle og saa for Unge!

Ja, havde end Maal hvert Straa i Vang,
Hver Urt udi Mark og Lunde,
Slet ikke for os den Takke-Sang
Opstemme tilgavns de kunde,
Som Dagen hør til, for Lys og Liv,
Mens tusinde Aar henrunder!

Forgiæves det er, med liden Magt,
At ville mod Bjerg opspringe,
Med Ørnen er snild, han naaer sin Agt,
Naar Veiret ham bær paa Vinge,
Og Lærken hun er en lille Fugl,
Kan lystig i Sky sig svinge!

Med Sus og med Brus den stride Aa
Nedsuser fra Klippe-Tinde,
Ei mæle saa lydt de Bække smaa,
Dog risle de fort og rinde,
Aa frydelig snoe de sig fra Eng,
Op under de grønne Linde!


Saa takke vi Gud, vor Fader god, 
Som Lærken i Morgen-Røde,
For Dagen, Han os oprinde lod,
For Livet, Han gav af Døde,
For Alt hvad på Mark, i tusind Aar,
Der groed til Sjæle-Føde!

Saalænge vi see den gyldne Soel.
Og Skoven er Daners Have,
Da plante vi May i Kirke-Stol,
Og Blomster på Fædres Grave,
Til glædelig Fest, med Liv og Lyst,
Til mindelig Pindse-Gave!

Da rinder vel og, som Bække smaa,
Fra Øine os Taarer milde,
Og Bække i Flok de giør en Aa,
Den higer mod Lysets Kilde,
Den stiger i Løn, som Hjerte-suk,
Alt aarle, og dog end silde!

Som aldrig saa lang er nogen Dag,
At Aften er jo i Vente,
Saa haver det Lys og Solbjergs-Lag,
Som Gud udi Kirken tændte;
Men immer det dages dog paa Ny,
Hvor Hjerterne Morgen vente!

Nu sagtelig skrid, du Pindse-Dag,
Med Straaler i Krands om Tinde!
Hver Time, til Herrens Velbehag,
Som Bækken i Eng henrinde,
Saa frydelig sig den Sidste snoer
Op under de grønne Linde!

Som Guld er den aarle Morgen-Stund,
Naar Dagen opstaaer af Døde,
Dog kysser os og, med Guld i Mund,
Den lifligen Aften-Røde,
Saa tindre end maa det matte Blik,
De blegnende Kinder gløde!

Saa reise vi til vort Fædre-Land, 
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der stander en Borg, saa prud og grand,
Med Gammen i gyldne Sale,
Saa frydelig der, til evig Tid,
Med Venner i Lys vi tale!

N.F.S. Grundtvig 1826 og 1846

Lysets Børn (Luk. 16,8)