Kapitel 25 Side 392 Opstandelse af nr. 33. Se, nu stiger Solen af Havets Skjød. Jakob Knudsen. Frede Farmand

Kapitel   25      Side   392   Opstandelse af nr. 33.     Se, nu stiger Solen af Havets Skjød. Jakob Knudsen.   Frede Farmand
20 aug
2016


Se, nu stiger Solen af Havets Skjød,
Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød;
hvilken salig Jubel, skjønt alt er tyst,
medens Lyset lander paa Verdens Kyst.

Jeg vil aande Luften i fulde Drag,
synge Gud en Sang for den lyse Dag,
takke ham, at Morgnen mig end er sød,
at mig Dagen fryder, trods Synd og Død.

Takke ham, som gav mig, naar Sol staar op,
selv at føle Morgen i Sjæl og Krop,
at al Mørkhed svinder og Sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: Din Vilje ské!

O, at jeg tør favne dig, skære Dag,
kalde dig med Navne, min Sjæls Behag,
alle gode Navne, som bedst jeg véd:
Moder, Søster, Elskte: min Kjærlighed!

Lysvæld bag ved Lysvæld i Himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu Morgnens Vind,
ret som om det aanded’ af Lyset ud – – 
o, du milde Fader, min Skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt Hav,
lad mig ikkun stævne imod min Grav:
Livets Gud mig skjærmer, jeg er hans Barn,
ud hans Haand mig river af Dødens Garn.

Se, da stiger Solen af Hav paany,
alle Dødens Skygger for evigt fly,
o, for Sejrs-Jubel, for salig Lyst:
Lyset stander stille paa Livets Kyst!

Jakob Knudsen 1891 (1858-1917)